Årets kunstner 2025 er Magnus Fisker

Vi er i bestyrelsen både glade for og spændte på at fortælle dig, at dette års kunstner er Magnus Fisker.

Magnus, der er født i 1992, har allerede vind i sejlene, selvom han endnu er studerende på Kunstakademiet i København. Og det er de farverige landskabs- og naturinspirerede motiver, hvad enten det er som maleri eller litografi, som er det visuelle kendetegn ved Magnus’ kunstneriske praksis.

Mere på spil
I værkerne, som er en blanding af abstraktion og figuration, er Magnus optaget af eksistentielle temaer, og der er altid mere på spil for kunstneren end æstetikken alene.

Magnus’ værker inviterer betragteren ind i en motivverden, der kan opleves som genkendelig, men i lige så høj grad er inspireret af fantasi og drømme. Bag farverne og motiverne lurer sårbarhed, længsel, kærlighed, men også refleksion, uro og mørke.

På den hjemlige kunstscene repræsenteres Magnus af Hans Alf Gallery, hvor han har haft flere soloudstillinger, senest i juni i år. I 2023 udstillede han i Politikens Forhal.

Til os i KK-kunst skaber Magnus i samarbejde med Litografisk Atelier i Valby to forskellige litografier. Hvert medlem i 2025 modtager ét værk.