Årets kunstner 2017: Erik A. Frandsen

I 2017 er valget af ’Årets Kunstner’ faldet på Erik A Frandsen.

Via samarbejde med en ’gammel kending’ – Edition Copenhagen på Christianshavn, er det lykkes at få disse to fine litografier af Erik A Frandsen.

De af jer, som har været medlem af KK-Kunst de seneste par årtier, vil kunne nikke genkendende til Erik A Frandsen. Vi har nemlig haft Erik A Frandsen som ’Årets Kunstner’ tilbage i 1999. Faktisk var vi dengang den første kunstforening, som Erik A Frandsen lavede et samarbejde med.
Hvorfor vælger vi så en kunstner, som vi tidligere har lavet et samarbejde med?

Det gør vi, fordi vi i bestyrelsen synes, at det både er en god og sjov historie. Erik A. Frandsen var et hot navn i 1999 og han har i løbet af de sidste 19 år bevist, at han holder sin ”værdi”, og stadig er at finde i toppen sammen med de bedste og mest anerkendte danske kunstnere. Så da vi fik denne enestående mulighed, slog vi til.

En af de mest kendte værker, som Erik A Frandsen har lavet i de mellemliggende år, er bla. en stor finsleben medaljon i marmorstuk, som er placeret på kronprinsesse Marys arbejdsværelse i Kronprinseparrets palæ på Amalienborg. Værket blev færdigt i 2010. I 2014 fik Erik A. Frandsen til opgave, at udsmykke Landstingsalen på Christiansborg.

Alle medlemmer har mulighed for, at hente ’Årets Værk’ frem til og med d. 1. juni 2018. Derefter er det muligt for jer, at købe ’Årets Værk 2017’ for 900,-kr.

Årets kunstner 2016: Anne Skole Overgaard

Vi er stolte af, at kunne præsentere; Anne Skole Overgaard, som Årets Kunstner 2016.

Ligesom sidste år, hvor vi havde Rune Christensen, som Årets Kunstner, så er samarbejdet med Anne Skole Overgaard kommet i hus via Gallery Hjorth v. Allan Hjorth. Vi har endnu engang været så heldige, at både galleriejer Allan Hjorth og Anne Skole Overgaard har mulighed for at være her i dag.

Anne Skole Overgaard er uddannet på Det Jyske Kunstakademi i 2006. Anne er en spændende kunstner, som holder til på Sydhavn Station, hvor hun bl.a. bruger DSB’s gamle plakatholdere til, at udstille sine værker. Så du har måske, uden du vidste det, allerede set nogle af Annes værker, når du har været undervejs fra A til B, og din rute er passeret forbi Sydhavn Station?

Anne er en af de mest perfektionistiske kunstnere, jeg nogensinde er stødt på. Som fx en husgavl, et tegltag og et trådhegn formår Anne at male/tegne i hånden, -hvor man ellers ved første øjekast ville tro, at der var tale om et fotografi! Så sirligt er det udført! Det kan varmt anbefales, at slå et smut forbi Sydhavn Station og ikke mindst Annes hjemmeside, hvor der er et bredt udvalg, af Annes fine værker repræsenteret.

Anne har lavet 4 forskellige tryk. Som medlem må I vælge ét af de fire tryk.